UEFA-koefficient

Hvorfor er det lige at det er så interessant at blogge om UEFA-koefficienter?

Det korte svar er:
  1. Danmark ligger lige omkring 12. pladsen på UEFA's rangliste
  2. 12. pladsen giver direkte adgang til gruppespillet i Champions League
  3. Når danske klubber kommer i Champions League, så kommer der penge i omløb i dansk fodbold
  4. Alle fodboldkampe bliver lige pludselig vigtige og ingen europæiske kampe er ligegyldige
  5. Succes for én dansk klub i Europa, kommer alle de andre danske klubber til gode
  6. Selvom alle danske klubber er ude af slutspillet, så er det stadig interessant at følge med i de europæiske kampe da, "næst efter egen succes, så er andres fiasko ikke at foragte"

Hvor finder man den aktuelle stilling?

Jeg har fundet to hjemmesider som opsamler al statistik omkring UEFA-koefficienter

Den bedste synes jeg er : http://kassiesa.home.xs4all.nl/bert/uefa/

Og hvis man vil have den på dansk, så kan man kigge her: http://www.haslund.info/ecup/rang/rang0812.asp


Det ser indviklet ud, hvordan udregnes uefa-koefficienten?

Den korte udgave i "hvordan udregnes UEFA-koefficienten":
  • En europæisk sejr giver 2 point, en uafgjort giver 1 point. Der er ingen point når man taber.
  • Europæiske kval.-kampe giver kun det halve antal point
  • Der gives bonuspoint:
    • 4 point for hold som kvalificerer sig til gruppespillet i Champions Leauge
    • 5 point for at gå videre fra gruppespillet i Champions Leauge
    • 1 point for avancement til henholdsvis kvart, semi og finalen (gælder både Champions League og Europa League)
  • Danmarks UEFA-koefficient for en sæson udregnes ved at man adderer alle de point, som de danske klubber har opnået i de europæiske kampe og dividerer med antallet af klubber. Herefter får man UEFA-koefficienten for en enkelt sæson.
  • UEFA-koefficient-ranglisten udregnes på baggrund af et lands UEFA-koefficient i de foregående 5 år.
Klik her og se et eksempel på UEFA-ranglisten for 2012


Er det alt?

Nej, der er flere små detaljer som gør det endnu sjovere.
  • 13. pladsen kan også give adgang til Champions League-gruppespillet. Det sker hvis vinderen af årets CL-finale selv kvalificerer sig. Så tilfalder den "ekstra" gruppespils-billet det land som ligger nr. 13 på ranglisten. Og de sidste mange år har CL-vinderen selv kvalificeret sig til gruppespillet.
  • UEFA uddeler "Fair Play Wild Cards" til Europa League. Umiddelbart kan det lyde attraktivt, hvis Danmark får tildelt et wild card. Men det gavner som regel ikke Danmark. De seneste år har vist, at Danmark som regel kun har 1 eller 2 holder der performer hvert år. Derfor, jo større antallet af deltagende hold, jo mere skal man dividere med, jo lavere bliver koefficienten. Så når Danmarks bundniveau for klubhold er så lavt, så er Danmark bedre stillet med kun 5 pladser, frem for 6.